Referat fra stiftende generalforsamling
Referat af den stiftende generalforsamling 12. marts 2010 i foreningen ”Copenhagen Bigband Summit.”
Generalforsamlingen blev afholdt på Rytmisk Center i København 12. marts 2010. Til stede var 18 medlemmer af Rytmisk Centers Bigband.
Generalforsamlingen var indkaldt af en initiativgruppe bestående af: Marie-Louise ’Rillo’ Rud, Niels Prins, Mads-Christian Madsen og Jørgen Wedel med følgende forslag til dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent
2. Forslag til vedtægter
3. Forslag til retningslinjer i opstartsfasen
4. Fastsættelse af kontingent
5. Valg og bestyrelse og revisorer i henhold til vedtægterne
6. Eventuelt
Forslaget til dagorden blev vedtaget.
1. Valg af dirigent og referent
Niels Prins foreslog på vegne af initiativgruppen Rillo Rud til dirigent og Jørgen Wedel som referent, og begge blev enstemmigt valgt.
2. Forslag til vedtægter
Rillo Rud gennemgik initiativgruppens forslag til vedtægter.
Der blev stillet et spørgsmål om anvendelsen af foreningens midler i tilfælde af opløsning.
Rillo Rud oplyste, at når man søger penge fra folkeoplysende instanser, er det et krav, at midlerne skal gå til folkeoplysende formål i tilfælde af opløsning. I vedtægterne bestemmes det, at eventuelle overskydende midler ved foreningens opløsning skal overgå til Rytmisk Center til brug for fremme af amatør-bigband-musik.
Vedtægterne blev herefter enstemmigt vedtaget.
3. Forslag til retningslinjer i opstartsfasen
Rillo Rud forelagde forslaget til retningslinier, der lyder:
”Indtil bestyrelsen har fået oprettet en konto for foreningen, er man regnet som medlem, såfremt man skriftligt eller pr. e-mail har givet tilsagn herom. Efterfølgende bekræftes medlemskabet ved indbetaling af det fastsatte kontingent til foreningens konto eller kontant til foreningens kasserer.
Bestyrelsen opretter hurtigst muligt en hjemmeside, der bruges til at holde medlemmer og andre interesserede orienterede om foreningens og bestyrelsens aktiviteter.
Bestyrelsen opretter hurtigst muligt en mail-adresse, der fremover bør benyttes af medlemmer og andre interesserede, der ønsker at kontakte foreningen.”
Niels Prins oplyste, at hjemmesiden mail-adressen allerede er oprettet.
Lars Peter Frederiksen spurgte, hvem der kan blive medlem af foreningen. Rillo Rud svarede, at det kan alle, der tilslutter sig foreningens formål om at fremme og skabe fælles aktiviteter for amatørbigbands.
Forslaget til retningslinjer blev herefter enstemmigt vedtaget.
4. Fastsættelse af kontingent
Rillo Rud oplyste, at der skal opkræves kontingent, hvis man ønsker at søge om penge hos fonde og lignende, og forelagde initiativgruppens forslag om et kontingent på 20 kroner pr. år.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
5. Valg og bestyrelse og revisorer i henhold til vedtægterne
Rillo Rud forelagde initiativgruppens forslag om at vælge Niels Prins til formand. Han blev herefter valgt enstemmigt.
Ud over de af initiativgruppen foreslåede til bestyrelsen meldte to andre sig som interesserede i at sidde i bestyrelsen.
Følgende blev valgt for to år: Rillo Rud, Mads-Christian Madsen og Jørgen Wedel.
Følgende blev valgt for et år: Katrine Clausen, Merete Tønning og Detlef von Holst.
Følgende blev valgt til suppleant til bestyrelsen: Marianne Rasmussen.
Følgende blev valgt til revisorer: Søren Pedersen og Lars Peter Frederiksen.
6. Eventuelt
Der var intet til punktet.
Rillo Rud takkede herefter for god ro og orden og erklærede foreningen for dannet og generalforsamlingen for afsluttet.
14. marts 2010
Jørgen Wedel, referent


